Unimec bygger ny montagehal og udvider med 33 procent

Første spadestik tages af de tre partnere hos Unimec. Fra venstre: Lasse Taulborg Madsen, Henrik Lund Andersen og Martin Hundevad (Foto: Unimec)
dato

Automations- og ingeniørvirksomheden Unimec har taget første spadestik til et nyt 1000 kvadratmeters byggeri og udvider dermed fabrikken med en tredjedel for at give plads til vækst og nye medarbejdere. 

Der er nok at se til hos Langå-virksomheden Unimec, der er vokset ud af deres fabrikslokaler. En længere vækstperiode har skabt travlhed i fabrikshallerne, der nu udvides med hele 33 procent i form af 1000 kvadratmeters ny montagehal og kontor.

– Vi havde troet, at vi ville have masser af plads herude i mange år. Men vi har maxet ud og har simpelthen ikke kunnet håndtere flere ordrer grundet pladsmanglen. Så vi tror på, at vi kan vækste yderligere, når hallen står færdig til sommer, og vi har plads til det, siger Lasse Taulborg Madsen, der er direktør og partner hos Unimec.

Virksomheden flyttede til den nuværende adresse i 2016 og beskæftigede dengang 12 mand, der i dag er blevet til 32 – en tilvækst, der er kommet inden for de seneste to til tre år.

Mere plads er lig med flere ansatte
Den nye montagehal kommer til at fylde 600 kvadratmeter og skal bruges til at bygge og levere større maskiner og anlæg, mens kontorfaciliteterne udvides med 400 kvadratmeter. De mange ekstra kvadratmeter giver også plads til nye medarbejdere.  

– Vi forventer bestemt at skulle øge medarbejderstaben med byggeriet både med flere ingeniører, softwarefolk og montører. Lige nu er vi der, hvor vi ikke kan være i kantinen alle sammen på samme tid. Derfor har vi været nødt til at udvide. Det har krævet tålmodighed fra vores medarbejdere, og dem vi vil selvfølgelig gerne give gode forhold og takke for have været med på vækstrejsen, lyder det fra Lasse Taulborg Madsen.

Pharma er fortsat på programmet
De seneste år har en del af strategien hos Unimec været et indtog i pharma- og medicoindustrien som leverandør af avancerede specialmaskiner, og det er fortsat på programmet og en del af det, den nye hal skal bruges til.

– Vi står ved målsætningen om, at 30 procent af vores omsætning, svarende til over 15 millioner kroner, skal komme fra pharma- og medicoindustrien inden for de næste to år. Det er noget af det, vi nu med større plads får et godt grundlag for at komme i mål med, siger Lasse Taulborg Madsen.

For 2023 og 2024 har Unimec budgetteret med nulvækst, også grundet pladsmanglen, og det nye byggeri, der beløber sig til 8,2 millioner kroner forventes at stå færdigt sommeren 2024. Virksomheden regner med at vækste igen i 2025.

Unimec A/S er stiftet i 2007 og er et ingeniørfirma, som udvikler højteknologiske specialmaskiner og automationsudstyr til montage og færdiggørelse af industriprodukter. www.unimec.dk

Kilde: Unimec A/S
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.