Hver tirsdag mødes de omkring bordene i Havndal Sundhedshus for at spille whist, spise kage og frem for alt have en god og hyggelig eftermiddag. Og der er plads til flere.
Hvis du besøger Havndal Sundhedshus en tirsdag mellem kl. 13 og 16 i 2023, kan du høre latteren og måske også føle spændingen i rummet, når en gruppe af entusiastiske ældre er samlet om deres elskede 4-mands whist.
Arrangementet, der er organiseret af Havndal Pensionistforening, er et populært og hyggeligt mødested for lokalbefolkningen i Havndal, og spillerne vil rigtig gerne have flere deltagere.
50 øre på højkant
Normalt er der otte deltagere, der mødes for at spille 4-mands whist omkring to borde. Men i dag er to af dem forhindret i at deltage. Rasmus Bach, en erfaren whistspiller, fortæller:
"Når vi er seks personer som i dag, så er der altid to, der sidder over i hver runde. Så kan de sidde og knevre. Det kan altså godt forvirre så meget, at der ryger en 50-øre en gang imellem. Men vi hygger os alligevel."
I dag er det Inge Lise Frederiksen, der forkæler de andre med hjemmebagt roulade med flødeskum og jordbær. Deltagerne skiftes til at medbringe kage, og alle betaler en symbolsk femkrone til ugens bagersvend. På den måde overstiger kageudgiften det eventuelle tab af at spille whist i de tre timer.
"Vi spiller bare om 50 øre for hver runde. Der er ikke noget med at kunne vinde mere eller mindre. Vi spiller jo ikke for pengenes skyld," siger Sonja Holm.
Det sociale samvær og den gode stemning er i fokus.
Kun kaffepauser
Mens kaffen og kagen bliver serveret, er der også plads til lidt drillerier. Niels Ove Nielsen, også kendt som Nobbe, undgår lige præcis at spilde kaffen. Det er Sonja Holm hurtig til at kommentere:
"Ja så kan du da bare lade være med at fylde så meget kaffe i koppen, bette dreng," siger hun med et smil. Humoren flyder frit mellem deltagerne, mens kortene fordeles.
For at sikre en glidende spiloplevelse bruger de to kortspil. Mens fire spillere er aktive i en runde, gør en af oversidderne et kortspil klar til næste runde.
"Ja her er ingen pauser i spillet – kun kaffepauser,” konstaterer Inge Lise Frederiksen. Hun tager den nye bunke kort op og tilføjer med et smil: "Sådan nogle møgkort, vi har fået denne gang."
Mens andre måske holdt sommerferie i 2022, holdt whistspillerne fast i deres ugentlige møde i Sundhedshusets 1. sal. Sådan bliver det sikkert igen i år.
Niels Ove Nielsen, bedre kendt som Nobbe, annoncerer, at han måske ikke kan deltage på den kommende tirsdag, da han har fået lov til at være chauffør for sin kone, der skal på ferie.
"Nå, har du da fået lov til at få fri af os?" spørger Elin Christensen drillende og tilføjer: ”når han driller os, kalder vi ham Mobbe.”
Velkommen til
Spillet fortsætter. De to oversiddere holder øje med alle stikkene, mens kortene i lav højde flyver hen over bordet.
”Jeg tog alle stikkene denne gang,” siger Rasmus Bach tilfreds.
”Ja, din skiderik. Men heldigt at jeg var din makker,” tilføjer Elin Christensen grinende.
Forrige tirsdag mødtes whistspillerne også, men der var de med pensionistforeningen på udflugt til Hjarbæk fjord og Viborg, hvor de blandt andet så Viborg minilandsby. Her bygges miniaturehuse fra Viborg i skalaen 1:10.
”Vi så deres værksted, hvor de laver alle de små mursten. Det er helt utroligt, den måde de bygger husene på,” siger Rasmus Bach.
Kortspillet er måske hovedattraktionen, men fællesskabet og samværet er i centrum, når whistspillerne mødes. En tirsdag i måneden er der banko i lokalet, men ellers er der gang i kortspillene alle andre tirsdage fra klokken 13 til 16 – og man er velkommen til at møde op.