Langå er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i dag.
Sigtet for hærværk på flere biler
En kvinde ringede søndag morgen kl. 7.10 til politiet, da hun så en mand, der var i færd med at rive vinduesviskerne af to biler på en parkeringsplads ved Nørreport i Aarhus. En patrulje kørte til stedet, men kunne i første omgang ikke finde manden. Mens betjentene ledte i området, kom en ny anmeldelse fra en borger, der havde set en mand smide et skilt fra et vejarbejde ud på Nørrebrogade.
Patruljen fandt derefter hurtigt frem til en 25-årig mand, som gik på Nørrebrogade og som svarede præcis til det signalement, som anmelderne havde givet.
Den 25-årige erkendte, at han havde udøvet hærværk på flere biler og kastet nogle skilte ud på vejen. Han blev derfor anholdt og visiteret, og i hans lomme havde han en lille kniv, som han blev sigtet for at besidde. Han blev derudover sigtet for hærværk og for at forstyrre den offentlige orden.
Den 25-årige viste efterfølgende patruljen to skilte, der var kastet ud på vejen på Nørrebrogade. Desuden viste han ved Nørreport to biler, som han havde hevet vinduesviskere af og en bil, han havde sparket sidespejlet af.
**
Butikstyv gemte sig i busk – anholdt og sigtet
En medarbejder fra Rema1000 var søndag kl. 15.00 på vej til at møde ind i butikken på Solbjerg Hedevej i Solbjerg, da hun så en mand gå ud med kurven fuld af diverse fødevarer.Medarbejderen fattede mistanke til, at varerne var stjålet og bad manden om at vise en kvittering, men han forklarede, at han var kommet for at afhente nogle bestilte og allerede betalte varer. Den forklaring godtog medarbejderen ikke, og da hun stillede flere spørgsmål til manden, begyndte han at løbe fra stedet med kurven i hånden.
Medarbejderen fulgte kortvarigt efter og fik kontaktet politiet, der sendte en patrulje til stedet.
Imens parkerede en kunde og en medarbejder deres biler foran og bag ved den bil, som et par vidner havde set butikstyven komme kørende i, så han ikke ville kunne køre fra stedet, hvis han kom tilbage.
På vej til butikken opdagede patruljen en mand, der sad og gemte sig i et buskads på Hasselvangen tæt på Rema1000. Da patruljen holdt ind for at tage kontakt til ham, løb han derfra, men en af betjentene løb ham hurtigt op og fik ham anholdt.
I buskadset stod kurven med madvarer, og den 35-årige anholdte mand erkendte at have stjålet fra butikken. Han blev derfor sigtet for tyveri.
**
Stjålet bil fundet – ung passager anholdt med kniv i lommen
En patrulje fra Østjyllands Politi opdagede søndag kl. 17.25 en bil, der kørte over for rødt på Karen Blixens Boulevard/Inger Christensens Gade i Brabrand. I stedet for at standse, da patruljen gav tegn til det, fortsatte bilisten med at køre og svingede ned ad Edwin Rahrs Vej. Her standsede bilen og fem mænd løb fra stedet.
Det lykkedes betjentene at løbe den ene passager, en 16-årig ung mand, op. Han blev anholdt, og under visitationen fandt betjentene en kniv i hans lommen. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven.
Det viste sig, at bilen lørdag var blevet stjålet fra en p-plads i Brabrand, og den 16-årige blev derfor også sigtet for tyveri, og hans forældre og de sociale myndigheder blev underrettet.
Den 16-årige var ikke videre meddelsom i forhold til at fortælle, hvem der havde været med i bilen, og hvordan de havde fået fat i den, men Østjyllands Politi efterforsker nu sagen videre.
**
Politihund snusede sig frem til formodede indbrudstyve
Søndag aften kl. 23.36 gik en alarm ved vareindleveringen i SuperBrugsen på Grenåvej i Løgten, og en ledende medarbejder kørte til butikken, hvor han så tre personer i færd med at stjæle paller og pantflasker.
Da de opdagede medarbejderen, sprang mændene ind i en varebil, der holdt på stedet, hvorefter de kørte derfra. Medarbejderen kørte efter på afstand, mens han fik kontaktet politiet.
På Ryomvej tæt på Grenåvej holdt varebilen ind til siden og to af mændene løb derfra, inden føreren af bilen fortsatte. Her mistede medarbejderen både bil og mænd af syne.
En hundepatrulje kørte til stedet, hvor de to mænd var blevet sat af, og politihunden fik hurtigt færten af mændene. Den ledte hundeføreren gennem flere nærliggende marker og i en mark med højt korn, fik betjenten øje på to mænd. Da de fik besked, at hunden ville blive sat efter dem, hvis de forsøgte at løbe, valgte de at blive på stedet og lade sig anholde.
Begge blev sigtet for indbrud.
Der var ingen spor efter de pantflasker og paller, som mændene sigtes for at have stjålet, og Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere for at finde frem til bilen og den tredje mand.
**
Anmeldelse: Slået ned på gaden
En 36-årig mand kontaktede søndag kl. 19.07 politiet og fortalte, at han kort forinden var blevet slået ned på Immervad i Aarhus.
Manden forklarede, at han var kommet cyklende ved Magasin, da en ung mand sprang ud foran ham og skubbede let til ham. Det fik den 36-årige til at hoppe af cyklen og råbe af manden.
Ifølge den 36-årige slog manden ham nu 1-2 med knyttet hånd på kæben, så han væltede om. Herefter stak manden af sammen med 3-5 andre personer, og da patruljen kom frem, var det ikke muligt at finde frem til gerningsmanden.
Den 36-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Han gav følgende signalement af gerningsmanden:
• 20-25 år
• Mellemøstlig af udseende
• Ca. 180 cm
• Iført en lys skjorte eller trøje, grønne shorts
• Talte dansk uden accent
Oplysninger i sagen kan gives til politiet via tlf. 114.
**
Færdsel
Søndag kl. 18.03 skete der et færdselsuheld i krydset Rådmands Boulevard/Nyvangsvej i Randers C. En 18-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 59-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 18-årige bilist blev sigtet for at køre frem for ubetinget vigepligt, og da der var mistanke om, at han var påvirket af alkohol, blev han anholdt og sigtet for spritkørsel. En blodprøve skal nu vise, hvad mandens promille var.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Grenstenvej i Stevnstrup ved Langå begået mellem fredag d. 11/6 kl. 12.30 og søndag d. 13/6 kl. 10.15
• På Lilleåvænget i Hadsten begået mellem lørdag d. 12/6 kl. 9.00 og søndag d. 13/6 kl. 16.30
• På Enghavevej i Hammel begået mellem lørdag d. 12/6 kl. 9.30 og søndag d. 13/6 kl. 19.30