Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Langå - fredag den 4. juni

Profilbillede
dato

Langå er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 12.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 12 i Retten i Randers en 36-årig mand, der sigtes for et indbrud i en villa på Bojes Allé i Randers SØ begået mellem den 29. maj kl. 22.20 og den 30. maj kl. 08.00.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Forsøgte at stikke af, men endte med adskillige sigtelser

Torsdag kl. 12.33 blev en motorcykelbetjent på Markedsgade i Randers opmærksom på en knallert, som han ønskede at foretage en rutinekontrol af. Betjenten aktiverede motorcyklens blå blink og stillede motorcyklen på tværs for at spærre for knallerten. Da knallertføreren nærmede sig, satte han farten ned, men gassede så pludselig op og kørte bag om motorcyklen.

Det fik betjenten til at aktivere udrykningen og sætte efter knallerten, der var nået til bunden af Markedsgade, hvor føreren tog en tur venstre om i rundkørslen, hvorefter han fortsatte ad cykelstien i modsatte færdselsretning. Herefter var der en længere eftersættelse, hvor motorcykelbetjenten noterede følgende forseelser:

Venstre om i rundkørsel
Kørsel ad cykelsti i modsatte færdselsretning
Manglende tegngivning ved svingning over vejen
Kørsel på fortov
Manglende tegngivning ved passage af vejen
Kørsel på cykelsti i venstre side
Cykelsti ej benyttet
Venstre om helleanlæg
Manglende tegngivning
Venstre om helleanlæg
Manglende tegngivning
Venstre om helleanlæg
Manglende tegngivning

Eftersættelsen endte bag Rismølleskolen, hvor knallertføreren ville svinge til venstre ind mod skolegården, men mistede herredømmet over knallerten og kørte ind i en hæk. Først her slukkede han knallerten og tog sin styrthjelm af. Den 16-årige dreng, der havde ført knallerten, havde dog intet ønske om at tale med betjenten eller svare på nogen spørgsmål.

Han fik derfor inddraget både kørekort og knallert og blev oplyst om, at han var sigtet for adskillige færdselsovertrædelser og for ikke at efterkomme politiets anvisninger. Herefter fik han besked på at forsvinde fra området.

Da betjenten senere på dagen ringede til den 16-årige, oplyste han, at knallerten hverken var registreret eller forsikret, hvorfor han også blev sigtet for manglende registrering og forsikring. Han blev desuden også sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert, og han kan formentlig nu se frem til en ubetinget frakendelse af retten til at føre lille knallert, og skal nok heller ikke regne med at få knallerten tilbage.

**

 

Bil uden nummerplader forsøgte at stikke af fra politiet

Natten til fredag kl. 01.20 blev en patrulje på Ringboulevarden i Randers NV opmærksom på en bil, der hverken havde nummerplader foran eller bagpå. Patruljen vendte derfor om, tændte udrykningen og gjorde tegn til, at bilen skulle standse.

Føreren af bilen havde dog ingen planer om at standse, men satte i stedet farten op, og fortsatte igennem rundkørslen med en hastighed i nærheden af 150 km/t. Ved krydset Parkboulevarden/Vester Boulevard kørte bilen direkte over for rødt lys, hvilken bilisten gentog ved det næste lyskryds.

På Viborgvej satte føreren farten ned og kørte ind i en p-kælder, hvor han standsede bilen. Betjentene tog herefter kontakt til den 32-årige mand, der havde kørt bilen. Betjentene vurderede, at han var påvirket af narkotika, og han blev derfor sigtet for narkokørsel. Det viste sig også, at han var frakendt førerretten, hvorfor han også blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Da bilen stod som afmeldt blev han desuden sigtet for at køre i en uindregistreret bil.

Derudover blev han sigtet for de færdselsforseelser, han havde begået under eftersættelsen, for to gange at have kørt frem for rødt lys samt for ikke at efterkomme politiets anvisninger. Han blev herefter kørt til skadestuen for at få taget en blodprøve.

**

 

Cykeltyv taget på fersk gerning

Natten til fredag kl. 01.59 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der havde set en person med en boltsaks, der var i færd med at stjæle en cykel i Rosenhøj i Viby. Anmelderen havde givet et godt signalement, som passede på en mand, der sad sammen med en anden mand tæt på den adresse, anmelderen havde opgivet.

Det viste sig, at den anden mand var ham, der havde kontaktet politiet, og han kunne oplyse, at gerningsmanden havde smidt boltsaksen fra sig henne ved cyklen, som stadig stod ved cykelstativet. Betjentene fandt både en boltsaks, der lå på cykellåsen og én der var smidt i en blomsterkasse ved siden af.

Den 42-årige mand erkendte, at han havde forsøgt at stjæle cyklen, men at han ikke kunne få den klippet fri. Han blev sigtet for forsøg på tyveri af cykel.

**

 

Kvinde ringet op fra ”banken”

Torsdag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 85-årig kvinde fra Viby, der var blevet udsat for svindel. Kvinden var onsdag eftermiddag kl. ca. 14.45 blevet ringet op af en mand der fortalte hende, at der var noget galt med hendes konto i Nordea Bank, og at han ville sende en medarbejder ud for at hente kortet, så de kunne hjælpe hende med at få det spærret.

Kort efter mødte en mand op på kvindens adresse for at afhente hendes dankort, som hun udleverede til ham. Kvinden fik samtidig besked på ikke at ringe til nogen eller et tage telefonen, hvis den ringede. Efterfølgende kunne kvinden konstatere, at der var hævet et større kontantbeløb på hendes konto.

 

Gode råd fra politiet

Østjyllands Politi har tidligere haft sager, hvor fremgangsmåden har været den samme som i ovenstående tilfælde. Politiet opfordrer derfor til, at man er ekstra opmærksom, hvis man bliver ringet op af nogen, der oplyser, at de ringer fra banken.

Er man i tvivl om, hvorvidt der er banken, der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og evt. den afdeling, han er ansat i. Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende – på denne måde kan man få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat i banken. Derudover advarer politiet imod, at man udleverer sine kreditkort eller andre personlige oplysninger til fremmede.

Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, hvorfor politiet også opfordrer børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om denne fremgangsmåde samt vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.

**

 

Anmeldelse om slagsmål i Hammel

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 22.43 en anmeldelse om, at to grupper af unge mænd var oppe at slås ved Regnbueskolen på Vadstedvej i Hammel. En patrulje kørte til stedet, men da betjentene kom frem, var der ikke længere noget slagsmål.

Tæt på skolen traf patruljen dog omkring 15 unge mænd - blandt andet en 16-årig dreng, som havde fået nogle skrammer i ansigtet. Han var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade, men han blev kørt til tjek på skadestuen.

Mændene havde forskellige forklaringer om, hvad der var foregået, og hvem der havde været involveret.

Betjentene på stedet afhørte flere personer, men ingen blev i første omgang sigtet i sagen, og mændene blev bedt om at forlade området, hvorefter patruljen kørte derfra.

Østjyllands Politi undersøger nu sagen nærmere. Har du oplysninger om episoden, kan du kontakte politiet via tlf. 114.

**

 

Smed kokain ud af vinduet

Torsdag kl. 19.45 blev en af Østjyllands Politis specialpatruljer opmærksom på en bil, der kom kørende på Bernstorffsvej i Viby. Betjentene kunne se, at der i bilen sad tre mænd, som de gerne ville tale lidt nærmere med. Da betjentene gjorde tegn til, at føreren skulle standse bilen, kunne de se, at der blev kastet en pose ud af vinduet fra passagersiden.

Betjentene fik standset bilen, og fik hentet posen, der viste sig at indeholde ca. 20 salgsposer med kokain. Ved gennemgang af bilen fandt betjentene endnu en pose med en mindre mængde kokain. De tre mænd, på 21, 25 og 27 år blev alle anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

Den 27-årige mand blev desuden fundet i besiddelse af en ulovlig kniv, og blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven.

**

 

Havde hash i lejligheden

Torsdag kl. 22.50 besøgte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje en adresse i Hadsten, fordi de havde mistanke om, at der blev opbevaret og solgt narkotika på stedet. I lejligheden befandt sig en 25-årig mand og en 23-årig kvinde, der blev gjort bekendt med, at betjentene ønskede at ransage lejligheden.

Under ransagningen fandt betjentene flere salgsposer med hash og flere hashplader samt en masse ubrugte salgsposer og andet udstyr til brug for at klargøre hash til salg. Den 25-årige mand erkendte, at det hele tilhørte ham, og han blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

**

 

Gjorde tilnærmelser til piger på legeplads

Torsdag kl. 19.38 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand havde opført sig upassende og gjort tilnærmelser til en ca. 10-årig pige på en legeplads ved Slotscenteret på Dytmærsken i Randers C. Pigens forældre var blevet utrygge ved situationen, og var herefter gået fra stedet med datteren.

Dette havde en 17-årig pige og hendes veninder bemærket, og manden kom nu i stedet hen til dem, og tilbød den 17-årige sex, mens han befølte sig selv på kroppen. Herefter kontaktede pigerne politiet, der kort efter ankom til stedet.

Den 25-årige mand blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse

**

 

Harmonikaspil til ulempe

Torsdag kl. 12.00 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en borger, der var blevet noget træt af at høre på harmonikaspil ved Den Spanske Trappe på Åboulevarden i Aarhus. Ifølge anmelderen, der arbejdede i nærheden, kendte gademusikanten kun de samme tre numre, og hun ønskede politiets hjælp til enten at få bragt spilleriet til ophør.

Da betjentene ankom til stedet traf de den 36-årige harmonikaspillende mand, der blev bedt om at forlade stedet, da det var forstyrrende for de omkringsiddende gæster i området. Dette indvilligede manden i.

**

 

Brand i affald

Torsdag kl. 15.03 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var en mindre brand i en bunke affald på gaden på Skovgaardsgade i Aarhus C. Brandvæsnet ankom samtidig med politiet, og branden blev hurtigt slukket. Den havde nået at medføre sodskader på bygningen, hvor et vindues også var knust, men der var ikke sket yderligere skade.

**

 

Ild i skraldspand

Torsdag kl. 23.31 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en skraldespand på Frederiksgade i Aarhus C. Da patruljen ankom til stedet, kunne betjentene konstatere mindre flammer og en smeltet skraldespand, men umiddelbart ingen fare for spredning. Betjentene fik slukket ilden ved hjælp af en pulverslukker, hvorefter brandvæsnet ankom og overtog slukningsarbejdet.

**

 

Ild i kælderrum

Torsdag kl. 10.14 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en brand på Thorvald Køhlers Vej i Odder, hvor en 32-årig mandlig beboer formentlig havde hældt benzin ud i et kælderrum og antændt det. Da politiet ankom til stedet befandt den 32-årige mand sig på en græsplæne uden for bygningen, og han havde store brandskader på kroppen. Han blev derfor kørt til behandling på sygehuset. Branden nåede ikke at sprede sig yderligere.

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 09.30 skete der et færdselsuheld på Lyngbygårdsvej i Brabrand. En 45-årig mandlig bilist har forklaret, at han kom kørende ad Lyngbygårdsvej, da der pludselig sprang et rådyr ud foran bilen, hvorfor han måtte dreje skarpt til højre, hvilket resulterede i, at han kørte ind i et træ. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.

Torsdag kl. 11.46 skete der et færdselsuheld i krydset Vestre Ringgade/Silkeborgvej i Aarhus C. En 18-årig kvindelig bilist holdt for rødt ved lyskrydset, da hun blev påkørt bagfra af en anden bil, ført af en 43-årig mand, der ikke havde set, at den forankørende bil holdt stille. Parterne klagede over smerter i nakken, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Torsdag kl. 14.13 skete der et færdselsuheld i krydset Neptunvej/Merkurvej i Randers SØ. En 47-årig mandlig bilist kom kørende ad Mercurvej, da han blev påkørt af en anden bil, der kom kørende ad Neptunvej og kørte fra for ubetinget vigepligt. Der skete umiddelbart kun materiel skade som følge af uheldet.

Torsdag kl. 16.06 skete der et færdselsuheld på Mejlgade i Aarhus C. En 57-årig mandlig bilist havde holdt ind til siden og afventede tre cyklister køre forbi, inden han åbnede døren. Men pludselig kom en fjerde cyklist, en 56-årig kvinde, som han ikke havde set, og hun kørte ind i døren og væltede. Cyklisten blev efterfølgende kørt til kontrol på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Torsdag kl. 16.44 blev en 55-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden, da hun blev standset af en patrulje på Fladbrovej i Randers NV.

Torsdag kl. 20.34 skete der et færdselsuheld på Tørvebryggen i Randers C. En 74-årig mand kom kørende på motorcykel med lav fart fra Randersbro og til venstre ad Tørvebryggen, da styret begynder at ryste, så manden mister herredømmet over motorcyklen. Motorcyklisten påkørte et skilt og væltede, men der skete umiddelbart kun mindre materiel skade på motorcyklen.

Natten til fredag kl. 01.20 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Ringboulevarden i Randers NV.

Natten til fredag kl. 01.27 blev en 40-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel samt for besiddelse af narkotika, da hun blev standset af en patrulje på Viby Ringvej i Åbyhøj.

Natten til fredag kl. 02.41 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg, da han blev standset af en patrulje på Skejbyvej i Aarhus N.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Landsbygaden i Stevnstrup, Langå begået torsdag den 3/6 mellem kl. 08.00 og kl. 15.00
  • I Saralystparken i Højbjerg begået mellem tirsdag den 1/6 og onsdag den 2/6 kl. 21.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi